Mulighed for billig og grøn fjernvarme i Tune

Energiselskabet E.ON arbejder på en helt ny løsning for at etablere moderne fjernvarme i Tune. Hvis forslaget bliver til virkelighed, bliver det med en 100 % fossilfri produktion fra start.

Opvarmning af hjemmet er for alvor kommet højt på dagsordenen i de danske hjem på grund af de meget høje energipriser, der er i øjeblikket.

Det gør sig også gældende i Tune, der i dag primært er opvarmet af naturgas. E.ON har lige nu et forslag hos kommunen, der kan ændre på den status.

”Vi kan levere en fossilfri og fremtidssikret grøn løsning på opvarmning i Tune baseret på sol og varmepumper,” fortæller Bjørk Paamand Olsen, Varmechef i E.ON og forsætter: ”Den løsning, vi arbejder på, vil være positiv for samfundsøkonomien, for klimaet og den enkelte husstands økonomi fra start.”

E.ON kan etablere fjernvarmen i Tune i løbet af 2023, hvis projektet godkendes af kommunen - og der opleves allerede nu stor opbakning blandt borgerne i Tune.

Og det er noget, der vækker glæde hos Greve Boligselskab, der står bag 460 boliger i Tune. 400 af de boliger er opvarmet med gasfyr og har derfor været ramt af de høje stigninger i energipriserne.

”Vi vil gerne sikre grøn og billig varme til beboerne, der i dag oplever meget høje prisstigninger på naturgas. Det nye fjernvarmenet gavner både den enkeltes pris på varme, men er også en fælles bæredygtig løsning, som vi høj grad kan støtte op om,” udtaler Bestyrelsesformand Kim Kjelmann fra Greve Boligselskab.  

Om E.ON

  • E.ON Danmark leverer moderne og bæredygtig varme til mindre bysamfund, hvor centralt produceret fjernvarme ikke når ud.
  • E.ON driver fem fjernvarmeværker på Sjælland og står også bag driften af 13 mindre lokale kraftvarmeanlæg.
  • E.ON har siden 2010 stillet store dele af varmeproduktionen om til bæredygtige varmekilder som overskudsvarme, varmepumper og biomassekedler.