1. Artikler
  2. God Energi

"Det handler ikke om, hvad der er nemmest for os, men hvad der er bedst for kunden.”

Jan Darville, indehaver af godEnergi, taler om eltavler, ampere og opladning af elbiler med lige dele professionalisme og passion. Og når man samtidig ser nogle af de mange installationer, som godEnergi har lavet gennem årene for E.ONs kunder, er man ikke i tvivl: Pæne installationer med praktiske placeringer, hvor kablerne er gemt godt af vejen.

Og det er uanset, om det er en ladestander, som står på parkeringspladsen hos en kommune, en virksomhed eller en boligforening, eller en ladeboks, som hænger i garagen hos en privatkunde.

Ladestanderen eller ladeboksen er det synlige resultat, men det er alt det forudgående arbejde, som afgør, hvor stor glæde installationen giver i hverdagen. Derfor lægger godEnergi stor vægt på rådgivningen, før man går i gang i gang med en standardinstallation for E.ONs kunder eller giver et gratis og uforpligtende tilbud.

“Så snart vi fornemmer, der er et behov, kommer vi på besøg, lytter til kundens ønsker og ser, hvordan der ser ud. Vores mangeårige erfaring gør, at vi ser ting, som kunden måske ikke selv ser,” siger Jan Darville og kommer med et eksempel:

“Jeg besøgte en familie, hvor man havde udset sig en god plads til ladeboksen. Men jeg kunne se, hvor børnenes cykler stod og foreslog en anden placering, da den ellers ville betyde, at børnene skulle ‘kravle’ over ladekablet på vej til og fra deres cykler, når elbilen var sat til opladning.”

Usynlige installationer er flotte installationer

Typen af elbil – og dermed ladestikkets placering – og om man kører med forenden først eller bakker ind, har ligeledes betydning for en optimal placering af ladeboksen. Det er uanset, om elbilen bliver brugt i en kommunes hjemmepleje eller som familiebil. “Og så plejer jeg at anbefale en ladeboks med et fastmonteret ladekabel, så det er nemt og hurtigt at sætte elbilen til opladning. Når først man én gang har prøvet at stå i sit pæne tøj og jonglere med et vådt og beskidt ladekabel, så undgår man det helst,” konstaterer Jan Darville.

Han lægger også stor vægt på æstetikken. “For eksempel satte vi en ladeboks op hos en kunde, hvor huset lige var blevet gennemrenoveret og stod knivskarpt. Installationen krævede, at vi skulle trække et kabel igennem hele gangen og ud. Men i stedet for at trække det i en synlig kabelbakke, trak vi det via loftet. Ikke den nemmeste løsning – men den pæneste.

Tilsvarende bliver kabler udendørs – i det omfang vi ikke kan grave dem ned – skjult i galvaniserede rør,” siger Jan Darville.

“Et andet eksempel er den hurtiglader, som E.ON Danmark etablerede på rastepladsen Kalbygård Skov ved Silkeborg. Dér blev der benyttet diamantbor og avanceret udstyr til underboring for at kunne trække de kraftige kabler under den helt nye beton. Alt sammen meget mere komplekst, men vi undgik grimme ‘ar’ i betonen,” forklarer Jan Darville.

Rådgiver også om fremtiden

Vigtigst af alt er, at godEnergi er garant for en sikker og korrekt dimensioneret installation. “Der handler det først og fremmest om, hvorvidt der er tilstrækkeligt med ampere til rådighed. Hos virksomheder er det sjældent et problem, fordi de gennem årene har energioptimeret og dermed har ampere i overskud.

Det er en større udfordring for kommuner, som lejer sig ind i bygninger, eller for boligforeninger og private hjem. På sigt vil intelligent opladning, hvor elbilen lader op, når belastningen er mindst, og strømmen er billigst, blive udbredt, men i dag sikrer vi, at der så vidt muligt kan være gang i både kogeplader, opvaskemaskine, vaskemaskine og opladning af elbil på samme tid,” siger Jan Darville og forklarer, at godEnergi i tvivlstilfælde kan koble et måleinstrument på eltavlen og logge spidsbelastningerne i løbet af en uge.

Når han rådgiver om dimensioneringen, anbefaler han også kunderne at se fremad. “Det er jo godt, at man får en installation, som matcher den første elbil. Men hvad med nummer to – og måske tre, fire og fem, hvis det f.eks. er en boligforening? Der kan vi sørge for, at installationen er forberedt til flere elbiler. Og det er billigere at gøre det nu end at skulle lave endnu en installation sidenhen,” understreger Jan Darville.

Fakta om godEnergi

godEnergi er E.ON Danmarks faste samarbejdspartner til opsætning af ladebokse, ladestandere og hurtigladestationer. Inklusive indehaver Jan Darville har godEnergi seks medarbejdere, og de dækker hele Danmark fra firmaets adresse i Gladsaxe.

godEnergi har selv en enkelt elbil, ligesom firmaets fem kassevogne vil blive udskiftet med elvarebiler de kommende år, efterhånden som teknologiudviklingen øger rækkevidden. Privat kører Jan Darville selvfølgelig i elbil.

godEnergi arbejder også med opladning til elbusser og har bl.a. stået for at etablere hurtigladningen af linje 3A i København og er desuden i gang med flere store projekter i Sverige og Norge.

Læs mere om godEnergi på godenergi.nu