Nøglen til tung transport på el: Læs og lad op samtidigt

Da en stor kunde pludselig ville opsige samarbejdet, fordi kunden ville have transport med bæredygtige drivmidler, gjaldt det for Erikssons Vognmandsforretning i Skåne om at agere hurtigt. Og stille om til el i en vis fart, hvis de ikke skulle miste kunden. Det lykkedes – på bare 7 måneder.

 

”Helt ærligt, så var vi ikke kommet så hurtigt ud af startboksen, hvis ikke kunden havde krævet det af os,” starter Christian Pedersen, Key Account Manager hos Erikssons Åkeri i Tomelilla. Han fortsætter: ”Nu, hvor vi kan se, at el til tung transport fungerer, så er vi helt overbeviste om, at det er det eneste rigtige, og vi har allerede bestilt flere biler. Vi mærker også, at andre kunder efterspørger mere og mere grøn transport, og det vil vi gerne imødekomme. Også til mindre kunder.”

 

”Ingen kan omstille helt alene”

Kunden, der krævede transport på el, hedder Oatly og ligger i Landskrona. De fik el-lastbiler på deres regionale rute Landskrona-Helsingborg-Tingsryd og retur via et samarbejde mellem E.ON, Einride og Erikssons Åkeri. Og ifølge Christian Pedersen er partnerskaber den eneste vej frem: ”Ingen kan omstille helt alene. El-lastbilerne er fire gange dyrere end diesel-lastbiler, og ladestanderne koster også. Derfor skal både investeringen og planlægningen ske som et samarbejde, hvor alle parter sammen finder den rigtige løsning. Kunden kan fx investere i ladestanderne og vognmanden i bilerne. For os er det naturligt, at vognmanden betaler for strømmen til opladning – vi betaler jo i forvejen for diesel.”

 

Det er derfor E.ON og Erikssons Åkeri arbejder tæt sammen. Sammen øger vi mulighederne for at elektrificere transporten ved at lære af hinanden og fælles besøg hos kunder og lastbilsproducenter.

 

Ny logik: Læs om og lad op

Flowet i kørslen skal der regnes på, for el-lastbilerne skal helst lade hver gang, de står stille. Optimalt set skal der være en ladestander ved hvert lager og hvert depot. Men mindre kan også gøre det. Hvis ruten er regional eller lokal, så er omstilling til el fuldt ud muligt. De beregninger har Einride stået bag for E.ON, Erikssons Åkeri og Oatly, og det har vist sig, at el-lastbiler fungerer godt, når man tilpasser ruterne lidt efter opladning.

 

Konkurrencefordel og marketingværdi

”Vi kunne hurtigt mærke, at el-lastbilerne gav os en konkurrencefordel. Det er lidt dyrere for kunderne, men stadig på et acceptabelt niveau. Til gengæld får kunderne CO2-besparelser til deres CSR-regnskab og stor markedsføringsværdi, så det er indsatsen værd for dem,” understreger Christian Pedersen.

 

Bedre arbejdsmiljø – lettere at tiltrække chauffører

Tempoet og arbejdsmiljøet i en el-lastbil er noget anderledes end i en dieselbil. El-lastbilerne er mere stille, og de faste tider til opladning gør chaufførerne mindre pressede. ”Vi har kunnet mærke, at det er noget nemmere at rekruttere personale til el-lastbilerne. Faktisk er halvdelen af vores chauffører i vores el-lastbiler kvinder, så det er en spændende og uventet bi-effekt ved grøn omstilling, som er kærkommen i branchen,” forklarer Christian Pedersen.

 

Brug for offentlige lade-hubs og fast-lanes

”Udviklingen er gået hurtigt med ladestandere til privatbiler, men vi kan ikke få vores store lastbiler ind på de parkeringspladser, hvor laderne står. Der er simpelt hen ikke plads til lastbiler. Og hvis vi kører derind, blokerer vi for alle andres opladning. Ved en enkelt oplader har vi løst det ved at få tilladelse til parkere i rabatten på den forkerte side af laderen, men det er jo ikke en holdbar løsning særligt mange steder,” forklarer Christian Pederen fra Erikssons Åkeri.

 

Peter Andersson, Business Manager eMobility, E.ON Drive Nordics, uddyber: ”Her har kommuner og det offentlige en chance for at være dem, som gør det lettere at stille om til el ved at stille lade-hubs til rådighed. En anden løsning er, at el-køretøjer får fordele som fx fast lanes, som de er ved at udvikle i Helsingborgs havn – på den måde bliver omstilling til el langt mere realiserbar og ikke bare drevet af first movers og ildsjæle. For det er langt fra alle, der tør tage springet til el eller har råd til investeringen, selvom det praktisk kan lade sig gøre.”

 

Start med lavt hængende frugter: Bydistribution

Der er ingen tvivl om, at transporten af varer øger kraftigt inden for den nærmeste fremtid pga. den stadigt stigende internethandel. Derfor er bydistribution på el et godt sted at starte med omstillingen. 8-10 ton biler kan klare de fleste opgaver, men det kræver, at bilproducenterne kan levere de nye biler hurtigere. Kunderne er der, og det er nemmest at omstille de korte strækninger.

Sådan kommer I i gang med el-lastbiler

  • Samarbejd tæt: Kunde, vognmand, ladeoperatør og bilproducent
  • Start med lokale og regionale ruter
  • Lav alle beregninger
  • Læs og lad samtidigt


Fordele med lastbiler på el

  • Øget konkurrencefordel: Kunder vil have grøn transport
  • Lettere at rekruttere chauffører
  • Bedre arbejdsmiljø for chauffører
  • Intet udslip af CO2 og farlige partikler

Kort om Erikssons Åkeri

  • Ligger i Tomelilla, Sverige
  • Har fire el-lastbiler
  • Har lagt en ordre på endnu flere el-lastbiler
  • Har 100 lastbiler i alt
  • Vil stille om til el hurtigst muligt
     

Kontakt E.ON for at komme igang

Skriv til vores rådgiver, så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt.

Peter Andersson
Business Manager, Heavy Transport
Mail: Peter.m.andersson@eon.se